Kategorier
Byggeforløb Inventar Nybyggeri

Installation af køkken, bad og bryggers

Langt om længe kan vi se det køkken og bryggers vi valgte hos Designa tilbage i februar. Eurodan giver stadig ikke en byggenøgle, så vi kan desværre kun tænke os til hvordan inventaret på badeværelserne ser ud.

Umiddelbart virker det til at det har været en smal sag at få sat køkkenet op. Da vi kiggede ud forbi tirsdag eftermiddag, så bryggers og køkken færdig ud – Det eneste der mangler er umiddelbart kun de hårde hvidevarer. Billederne nedenfor er forskellen mellem mandag og tirsdag.

Der handler ikke kun om køkken – Der arbejdes også udendørs

I løbet af ugen er der også blevet arbejdet på at gøre skuret færdigt. Beklædningen af skuret er blevet monteret og revledøren er blevet sat i.

I øjeblikket mangler al finish indenfor i skuret: Kontakter, lys, beklædning og ikke mindst dataudtaget. Det kunne jo være at det også blev aktuelt med internet i skuret.

Kategorier
Byggeforløb Nybyggeri

Malerne er begyndt at svinge penslen

Malerne har haft utroligt travlt i denne uge og er så godt som færdig. Det eneste der mangler er fugerne mellem vægge og lofter.

Da malerne startede op i mandags, gik de i gang med at spartle alle vægge, så de var klar til at blive tapetseret.

Da vi kiggede ud igen i løbet af torsdagen, var alle vægge spartlet, tapetseret og malet. Det eneste malerne manglede, var at færdiggøre lofterne. Nedenstående billede er fra loftet på det ene badeværelse.

Malerne var desværre taget hjem da vi kiggede forbi fredag eftermiddag. Det skulle dog ikke afstå os fra at lure igennem vinduerne 😉

Her er en før / efter sammenligning af køkken-alrummet, hvor man virkelig kan se forskellen på malernes arbejde.

Husets inventar står klar

Ikke nok med at malerne var godt i gang, så var husets inventar også blevet leveret i løbet af torsdagen. Elementerne til køkken, walk-in, bryggers og badeværelser fylder en del!

Slutteligt har VVS’eren været forbi og fået startet jordvarme-anlægget op. Vi gætter ihvertfald på det kører, nu hvor den røde diode lyser. 🙂

De næste 2 uger holder Eurodan og håndværkerne en velfortjent ferie. I uge 31 starter de op igen og går i gang med at installere inventaret. Vi kan slet ikke vente!

Kategorier
Byggeforløb Nybyggeri

Murerne er færdige og maleren er i gang

I denne uge blev murerne færdige og maleren kan dermed komme i gang.

En af de værste ting ved at arbejdet på huset er rykket indenfor, er at vi har svært ved at følge med. Når huset er lukket, lukker Eurodan også huset af for os og vi har kun adgang hvis der er håndværkere i huset.

Når vi har fri, er håndværkerne taget hjem og vi kan derfor ikke komme ind i huset og kigge. Vi kigger derfor utroligt meget igennem vinduer i øjeblikket, for at kunne følge med bedst muligt 😉

Det færdige murerarbejde

Udenfor er det dog stadig let at følge med og her kan vi se at murerne har fået færdiggjort soklen. Gennem et af vinduerne ind til stuen, kan vi se at vores “rumdeler” også er færdig.

I følge planen kunne maleren være gået i gang i torsdags. Maleren har dog valgt at starte op på mandag i stedet.