Kategorier
Byggeforløb Nybyggeri

Afsætning og støbning af sokkel

Uge 2 er så godt som gået og håndværkerne er blevet færdige med sandpuden, afsat huset og støbt husets sokkel.

Husets sokkel

Efter at have været ude forbi grunden i dag, ligner husets omrids allermest et forvokset legehus. Tilbage i marts var vi til byggeaften hos Eurodan, hvor  de advarede os om at huset ville se meget lille ud, indtil der kom vægge.

Byggeaften hos Eurodan

Som tidligere nævnt, var vi indbudt til byggeaften på Eurodans hovedkontor i Rødekro. På byggemødet blev byggeforløbet gennemgået. Eurodan havde lavet denne glimrende film, som foklarer forløbet.

Kategorier
Byggeforløb Nybyggeri

Igangsætning og udgravning

For små to uger siden havde vi vores opstarts-møde med vores tilknyttede byggeleder fra Eurodan. Det var et rigtigt fint møde, hvor vi bl.a. fik styr på det praktiske omkring blandt andet udgravning på grunden.

Vi valgte at benytte Eurodans entreprenør, da han alligevel skulle ud til grunden og levere sand til fundamentet. Vi ender med at skulle betale 85,- pr. m3 jord der skal bortkøres. Ifølge Eurodans byggeleder var det minimalt hvad vi kunne spare, hvis vi ikke kendte en vognmand der kunne give os en meget god pris.

Vi burde måske have undersøgt hvad andre vognmænd kunne gøre det til, men vi stoler på at Eurodan har vejledt os bedst muligt.

Udgravning af klargøring til støbe-og kloakarbejde

I går gik udgravningen så endelig i gang. Det er dejligt at se der sker lidt mere end nogle nye kantpæle i jorden. Det øverste lag muld er blevet rømmet af og sandet til sandpudefunderingen er fordelt i byggefeltet. Nu kan vi se frem til at støbe- og kloakarbejdet påbegyndes. Så kan vi endelig danne os et indtryk af omridset på vores kommende hus.

Kategorier
Elektriker Eurodan Nybyggeri

Møde med elektrikeren

Efter et rigtigt godt møde med elektrikeren, er der nu styr på el’en i hele huset.

Vi havde en aftale med Eurodans el-installatør Næsset’s el-service. Deres kontor ligger ved Haderslev, så vi måtte ud på en lille køretur.

Ved mødets start blev vi præsenteret for grundplanen af vores kommende hus, som dannede grundlag for mødet. Elektrikeren gik efterfølgende i gang med at gennemgå hvert enkelt rum og vi fik bl.a. placeret spots, kontakter og lampe udtag.

Vi kan kun rose elektrikeren for den råd og vejledning han kom med. Under hele mødet følte vi os hørt og sad med følelsen af at blive vejledt og ikke med følelsen af at blive prakket unødige ting på. Vi lavede bl.a. også et par tilvalg baseret på elektrikerens ideer og forslag.

Sæt nok af på el-budgettet inden mødet med elektrikeren

Vi syntes selv at vi havde sat en god portion penge af til el i første omgang og et par uger inden mødet satte vi yderligere en god sjat penge af. Det skulle vise sig at være en god idé, da vi endte med at ligge ca. 6.000 under det endeligt afsatte beløb. Det oprindeligt afsatte beløb var derfor lavt sat.

Indrømmet – Vi valgte et par dyre tilvalg, såsom: netkabel i alle værelser, 5 udendørslamper, samt et par af stikkontakterne blev udskiftet med LK’s nye stikkontakter med indbygget USB-lader. Den helt store budget-røver var dog mængden af ekstra spots (og vores tilvalg af LED pærer i stedet for halogen).

I et standard Eurodan hus medfølger der 10 spots. Disse 10 fik vi næsten allerede “brændt af” på de to badeværelser. Til Eurodans forsvar skal vi dog sige, at de meget tidligt i forløbet havde nævnt at 10 spots ofte ikke var nok – Man kan så undre sig over hvorfor de så vælger at holde fast i 10 spots som standard.

Vi endte med at få placeret i alt 32 spots, fordelt på:

  • 6 i carport
  • 7 i bryggers
  • 6 i køkken
  • 4 i walk-in / gang
  • 9 i badeværelser

Til andre kommende nybyggere der læser med: “Sæt af til flere spots – 10 er utroligt urealistisk!”.