Føraflevering og gennemgang af huset

I onsdags havde vi føraflevering af huset. Selve gennemgangen tog ca. 2½ time, hvor vi gennemgik alle rum og ydervægge.

Under gennemgangen indendørs, fandt vi lidt revner mellem loft og væg – Såkaldte svindrevner. De synlige revner udbedrer Eurodan inden vi flytter ind, men vi fik at vide, at der med stor sandsynlighed ville komme flere (hvilket er helt normalt). Disse revner ordnes først ved 1-års gennemgangen.

Ud over svindrevner skal maleren også udbedre et par “hak” / mærker i et par vindueskarme. Han har allerede udbedret et og det var absolut ikke til at se, da han var færdig.

 

Vi mangler et walk-in

Da Designa for et par uger siden var forbi og montere al inventaret, måtte de desværre erkende at de havde leveret forkert. Helt præcis, var det to plader til vores walk-in. Endnu værre var det, at disse plader var nødvendige for at kunne sætte det hele op.

Vi må derfor glæde os til at se det færdige walk-in, men Designa har lovet at det står klar til indflytning.

Elektrikeren mangler lidt endnu

Elektrikeren manglede desværre lidt el-arbejde da vi havde vores føraflevering. Det var bl.a. flere spots, fastgørelse af flere kontakter, emhætte og tilslutning af opvaskemaskine og køleskab. Alt i alt bare den sidste finish.

Vores emhætte var desværre i restordre (og har været det i nogle uger). Vi har aftalt med Eurodan at hvis den ikke er kommet en uge efter indflytning, så må de finde en løsning.

En anden “mindre” fejl er kontakter som er monteret forkert. I et par af rummene har vi bestilt stikkontakter oppe under loftet, så vi kan montere SONOS højtalere uden at skulle trække en ledning henover loftet eller fra gulvet og op. I et af rummene havde elektrikeren desværre misset det og monteret stikkontakten ved gulvet i stedet. Eurodan ville tage fat i elektrikeren og få det løst.

Udendørs mangler der også lidt

Udendørs mangler elektrikeren fortsat at montere alle lamper, samt spots i carporten. Ledningerne hænger dog allerede ud af væggen, så det burde ikke blive et problem.

Under førafleveringen, stødte vi desværre på et par skader på 2 havedøre, 1 vindue og 1 hoveddør. Vi havde frygtet det kunne ende i en lille diskussion om de skulle skiftes eller udbedres, men det gik smertefrit – Eurodan får dem alle skiftet.

Alt i alt en rigtig god oplevelse! Og vi glæder os nu kun endnu mere til at kunne flytte ind!

Elektrikeren er i gang med el-installationerne

Elektrikeren er kommet et godt stykke med husets forskellige el-installationer. Eltavlen er blevet monteret og det sidste generelle finish inde og ude er så godt som færdig.

Inde i huset er alle kontakter ved at være monteret og panelet til varmestyring er sat op i køkken-alrummet. Alle de hårde hvidevarer er blevet leveret, men indtil nu er det kun ovnen og kogepladen der er blevet tilsluttet. Opvaskemaskinen og køleskabet bliver forhåbentlig tilsluttet i starten af næste uge.

Udenfor mangler al belysning stadig, men ledningerne hænger ud af væggen – Så mon ikke det er oppe over. 🙂
Den udvendige finish omkring el-tavlen er dog så godt som færdig. Der mangler kun lige at blive fuget omkring den.

Isolering og undertag

I denne uge er der kommet isolering op og elektrikeren har blandt andet klargjort lampesteder og kasser til spots.

Midt på uge havde håndværkerne lagt undertag og isolering. Samtidig ser det også ud til at rørene til genvex anlægget er monteret hen over loftet – Vi har ikke kunne komme op på loftet og kigge 🙂

Elektrikerne havde været godt i gang med at trække kabler og montere loftdåser. De store hvide kasser i loftet, er de kasser, hvor de enkelte spots skal monteres. Selvom alle spots bliver med LED pærer, kommer man åbenbart ikke uden om disse kasser, på grund af brandsikkerhed.

Tagrender og vinduer

Sidst på ugen var arkitekttagrenderne blevet monteret. Vinduer og døre var også blevet leveret fra Velfac, så nu kan vi se frem til næste uge, hvor de forhåbentligt bliver sat i og huset kan blive lukket.