Alle gulve i huset er lagt

Der er under 14 dage til vi får nøglerne i hånden og det kan for alvor begynde at ses på huset – Det er snart færdigt!

I denne uge er der lagt trægulv og tæpper i husets forskellige rum. Vi kommer desværre til at leve med en metalskinne på tværs af gulvet mellem køkken og spise-området – Vi havde dog regnet med at gulvet kunne lægges uden at en metalskinne skulle bryde det.

Eurodans konsulent havde glemt at informere os om, at trægulvet maks må lægges i en længde af 15 meter. Overskrides dette, skulle der laves dilatationsfuger. Skinnen er ikke voldsom, men når man har forventet et ubrudt trægulv i hele gulvets længde, så pynter den absolut ikke 🙁

Det ligner stadig en million

Ser vi bort fra en ikke planlagt metalskinne, så ligner gulvene stadig en million. Vi er utroligt godt tilfreds med det færdige udseende og finish ved døre og op til lister er helt perfekt! 🙂

Vinduer og døre er sat i og huset er lukket

I forrige uge blev de første vinduer og døre leveret. I denne uge er alle vinduer og døre blevet sat i og huset er dermed lukket. Det betyder desværre også at vi ikke længere har adgang til huset, hvis der ikke er håndværkere tilstede.

I øjeblikket er der sat en affugter op i huset og alle vinduer er sat på klem, så fugten kan komme ud af huset hurtigst muligt.

Inde i huset mangler der dog en del endnu. Isoleringen i køkken-alrummet ligger ikke fantastisk og ledningerne hen over loftet ligner allermest en høstak.

Finish udendørs

Ude på huset kan vi begynde at se den første finish. Gavlen over carporten ser ud til at være færdig og tagrenderne er blevet ordentlig samlet, så vandet kun løber ud hvor det er tiltænkt 😉

Loftet i carporten er også blevet slået op. Det eneste der mangler her er et ekstra lag hvid maling – Det er dog noget vi selv kommer til at stå for når huset står klar.