Føraflevering og gennemgang af huset

I onsdags havde vi føraflevering af huset. Selve gennemgangen tog ca. 2½ time, hvor vi gennemgik alle rum og ydervægge.

Under gennemgangen indendørs, fandt vi lidt revner mellem loft og væg – Såkaldte svindrevner. De synlige revner udbedrer Eurodan inden vi flytter ind, men vi fik at vide, at der med stor sandsynlighed ville komme flere (hvilket er helt normalt). Disse revner ordnes først ved 1-års gennemgangen.

Ud over svindrevner skal maleren også udbedre et par “hak” / mærker i et par vindueskarme. Han har allerede udbedret et og det var absolut ikke til at se, da han var færdig.

 

Vi mangler et walk-in

Da Designa for et par uger siden var forbi og montere al inventaret, måtte de desværre erkende at de havde leveret forkert. Helt præcis, var det to plader til vores walk-in. Endnu værre var det, at disse plader var nødvendige for at kunne sætte det hele op.

Vi må derfor glæde os til at se det færdige walk-in, men Designa har lovet at det står klar til indflytning.

Elektrikeren mangler lidt endnu

Elektrikeren manglede desværre lidt el-arbejde da vi havde vores føraflevering. Det var bl.a. flere spots, fastgørelse af flere kontakter, emhætte og tilslutning af opvaskemaskine og køleskab. Alt i alt bare den sidste finish.

Vores emhætte var desværre i restordre (og har været det i nogle uger). Vi har aftalt med Eurodan at hvis den ikke er kommet en uge efter indflytning, så må de finde en løsning.

En anden “mindre” fejl er kontakter som er monteret forkert. I et par af rummene har vi bestilt stikkontakter oppe under loftet, så vi kan montere SONOS højtalere uden at skulle trække en ledning henover loftet eller fra gulvet og op. I et af rummene havde elektrikeren desværre misset det og monteret stikkontakten ved gulvet i stedet. Eurodan ville tage fat i elektrikeren og få det løst.

Udendørs mangler der også lidt

Udendørs mangler elektrikeren fortsat at montere alle lamper, samt spots i carporten. Ledningerne hænger dog allerede ud af væggen, så det burde ikke blive et problem.

Under førafleveringen, stødte vi desværre på et par skader på 2 havedøre, 1 vindue og 1 hoveddør. Vi havde frygtet det kunne ende i en lille diskussion om de skulle skiftes eller udbedres, men det gik smertefrit – Eurodan får dem alle skiftet.

Alt i alt en rigtig god oplevelse! Og vi glæder os nu kun endnu mere til at kunne flytte ind!