Murerarbejdet fortsætter

Der bliver fortsat muret på livet løs og murerarbejdet på husets ene side, samt gavl, var færdig midt i denne uge.

Forsiden af huset, blev færdig sidst på ugen, men siden ud mod den kommende terrasse mangler stadig lidt.

Murerne arbejder også indenfor, med at få muret en skillevæg, der skal placeres midt i stuen. Tanken er at den skal agere rumdeler og tage lidt af støjen der kommer fra køkkenet.

Isolering og undertag

I denne uge er der kommet isolering op og elektrikeren har blandt andet klargjort lampesteder og kasser til spots.

Midt på uge havde håndværkerne lagt undertag og isolering. Samtidig ser det også ud til at rørene til genvex anlægget er monteret hen over loftet – Vi har ikke kunne komme op på loftet og kigge 🙂

Elektrikerne havde været godt i gang med at trække kabler og montere loftdåser. De store hvide kasser i loftet, er de kasser, hvor de enkelte spots skal monteres. Selvom alle spots bliver med LED pærer, kommer man åbenbart ikke uden om disse kasser, på grund af brandsikkerhed.

Tagrender og vinduer

Sidst på ugen var arkitekttagrenderne blevet monteret. Vinduer og døre var også blevet leveret fra Velfac, så nu kan vi se frem til næste uge, hvor de forhåbentligt bliver sat i og huset kan blive lukket.

Gulvisolering, gulvvarme og støbning af fundament

Starten på 3. uge startede blæsende og leverandøren af gulvisoleringen må ikke have kendt de “lette briser” vi altid har her i Esbjerg. Jeg vil ihvertfald vurdere at gulvisoleringen ikke lå det samme sted, som da det blev leveret 😉

Isolering på byggepladsen

Slangerne til gulvvarmen er lagt

Tre dage senere havde håndværkerne blandt andet fået styr på gulvisoleringen, men også varmeslangerne til gulvvarmen. Da husets varmekilde kommer til at være jordvarme, havde vi egentlig regnet med at man på nuværende tidspunkt også var begynde at grave jordvarmeslangerne ned. Det er håndværkerne dog ikke begyndt på endnu.

På gulvisoleringen har håndværkeren lavet gule afmærkninger, som skal indikere hvor væggene skal stå. Afmærkningerne giver en fin fornemmelse af rummenes størrelse, men de virker nu alligevel utroligt små. Vi ser stadig frem til at væggene kommer op, så vi kan få en rigtig rum-fornemmelse.

Støbning af fundament

I løbet af fredagen blev fundamentet støbt og det hele ser igen utroligt småt ud. Vi ved ikke præcist hvornår elementerne til væggene bliver sat op, men vi håber at det er snart! 🙂